• GRATIS FRAGT

    ved ordrer over 850,-

  • HURTIG LEVERING

    1-3 hverdage med gls

  • 30 DAGES RETURRET

    fuld returret - uden spørgsmål

  • NEM BETALING

    Kort, MobilePay, EAN eller faktura

TJEKLISTE: Forårsklargøring af båden

Ifølge ældgammel tradition, er det i påsken, at Sejlerdanmark for alvor griber om vinkelsliberen og skruetrækkeren. Fokus ligger ofte på bundmaling og polish, men bådens udstyr og dit personlige grej skal også være i orden.

Det er dejligt at sejle, og når solen rammer og havnen summer af liv, så kan det kun gå for langsomt med at komme ud i baljen. Men det er stadig vigtigt at have styr på bådens udstyr og få det tjekket godt efter, når vinteren er gået i hi. Læs her, hvad du skal skal være opmærksom på.

Motor og impeller
Den der smører godt, kører godt, og motoren er så vigtig, at den bare skal fungere. Tjek diverse filtre, og skift eventuelt motorolien, hvis du ikke fik det gjort i efteråret. Tjek også spændebånd og slanger for knæk, revner og utætheder. Start motoren for at se, om den starter og kører normalt og kontroller, at termostaten viser normal temperatur. For lav temperatur betyder ofte, at termostaten er i stykker.

En impeller pumper kølevæske gennem motorens kølesystem, så den er vigtig. Fjern pumpedækslet og skift impelleren ud med en ny, hvis gummiet er blevet stift. Impelleren bør skiftes mindst hvert andet år.

Anker
Har du elektrisk ankerspil, så tag en tørn eller to med ankerspillet. Tjek om kæde og samlinger er intakte, og det hele kører godt. Slidt tovværk til ankeret skal måske skiftes. Når der skal kastes anker, skal det helst virke – første gang. Har du det rigtige anker til de bundforhold, som du besejler?

Batterier og strøm
El-systemet skal vedligeholdes, så der ikke kommer krybestrøm og spændingsfald. Søluften tærer, og det går især ud over det elektriske system, når det udsættes for høj luftfugtighed og saltvand. Tjek om ledninger og samlinger er i orden, og ikke er i kontakt med bundvandet. Rens kabelsko og smør dem med lidt fedt. Kontroller væskestanden på batteriet og efterfyld, hvis det er nødvendigt. Oplad batteriet.

Radio og lanterner
Når masten er kommet på, skal VHF-radioen og antennen tjekkes. Kald Lyngby Radio op på en arbejdskanal, og hør om der er hul igennem, og husk, at tilslutte VHF-radioen til GPS’en. Mens du er i gang med mast og radio, kan du i samme ombæring kontrollere om navigationslysene fungerer og er i orden.

Gasinstallationer
Har du gasinstallation om bord, skal det kigges efter for brud på slanger og rør, så der ikke opstår brand eller eksplosion om bord. I lystbåde under 24 meter må du lave det meste på gasinstallationen selv, men er du i tvivl kan du finde meget mere om det på Dansk Sejlunions hjemmeside.

Redningsvest og nødblus
Redningsvesten hører til dit personlige nødudstyr. Er vesten selvoppustelig skal du kontrollere om gaspatronen er fuld, selvudløseren virker og opdriftsblæren er intakt. Er du i tvivl om, hvordan vesten skal tjekkes, kan du sende den til autoriseret service, eller læse vores guide til at vedligeholde redningsvesten.

Kaleche og sprayhood
Foråret er også et godt tidspunkt til at gå kaleche og sprayhood efter. Der er som regel altid nogle syninger der skal repareres, og måske er imprægneringen heller ikke så god mere. En beskidt kaleche kan renses, men pas på med Rodalon og andre mug- og algemidler, da de kan ødelægge imprægneringen. Tal med din bådudstyrsforretning om, hvilke midler der er velegnede, og den korrekte måde at rense stoffet på.

Skøder og tovværk
Slidt og ulækkert tovværk dur bare ikke. Tovværket har godt af at få en tur i vaskemaskinen, for at fjerne eventuel sur lugt. Put tovværket i et gammelt hovedpudebetræk, og giv det en finvask ved 40 °C. Bagefter skal taklinger og splejsninger gåes efter. Er tovværket for slidt, så skift det ud efterhånden, og nyd forårets første tur på vandet i en båd, hvor det hele virker.

Nyttige links:
Lyngby radios arbejdskanaler
Gas om bord

Skriv en kommentar

Har du et godt tip?
Lad os andre få glæde af din viden!

Skriv et svar

Kontakt os
Marineudstyr.dk ApS         +45 79 76 14 18         info @ marineudstyr.dk