• GRATIS FRAGT

    ved ordrer over 850,-

  • HURTIG LEVERING

    1-3 hverdage med gls

  • 30 DAGES RETURRET

    fuld returret - uden spørgsmål

  • NEM BETALING

    Kort, MobilePay, EAN eller faktura

GUIDE til vedligeholdelse af redningsvest

Pas godt på din redningsvest – den skal redde liv!

Formålet med denne guide er at give dig den nødvendige viden, til hvordan du tjekker din redningsvest, inden du tager på vandet. Der er stor forskel på, hvordan man vedligeholder og servicerer en traditionel redningsvest og en oppustelig redningsvest. Se vores guide herunder, og hvis du stadig er i tvivl efter at have læst den, så kontakt os gerne for hjælp.

Vedligeholdelse af en traditionel redningsvest

En traditionel redningsvest i faststof kræver ikke meget vedligeholdelse, hvilket også gør denne type vest til en populær redningsvest. Når din faststof redningsvest ikke er i brug, anbefales det at du opbevarer den så tørt som muligt. Efter brug i saltvand skal du huske at skylle redningsvesten i ferskvand inden du lægger vesten til tørring.

Med tiden vil skummet i en traditionel redningsvest miste lidt af opdriften, og hvis du bruger redningsvesten til at sidde eller stå på, forringes opdriften yderligere. Du bør derfor teste vestens opdrift med jævne mellemrum, og det kan du gøre ved at hoppe i vandet med redningsvesten og sejlerudstyret på, og derved vurdere opdriften i din redningsvest. Hvis din traditionelle redningsvest er 10 år gammel, er der stor sandsynlighed for at den trænger til en udskiftning.

Vedligeholdelse af en oppustelig redningsvest

En oppustelig redningsvest er mere kompliceret end den traditionelle faststof redningsvest, hvilket betyder at der er større krav til både vedligeholdelsen og den årlige service. Ligesom med en traditionel redningsvest, bør du altid opbevare din oppustelige redningsvest et tørt sted, og skylle den i ferskvand, hvis du har brugt den i saltvand.

En oppustelig redningsvest er udstyret med et udløsersystem, der enten er automatisk eller manuelt styret. En automatisk udløsermekanisme puster vesten op, så snart den kommer i kontakt med vand, mens et manuelt system indeholder en snor man trækker i, når man er faldet i vandet. En oppustelig redningsvest indeholder derfor et servicesæt bestående af en CO2-patron samt en salt tablet.

Sådan tjekker du din redningsvest

Det anbefales, at man én gang om året giver sin oppustelige redningsvest et serviceeftersyn. Du kan evt. vælge at udføre serviceeftersynet af din redningsvest i foråret inden sejlsæsonen starter, så du er klar til en ny sikker sæson på vandet. Du kan få foretaget det årlige servicetjek hos en professionel eller følge denne guide og udføre din egen inspektion af redningsvesten.

Du bør altid udføre serviceeftersynet på din vest efter den brugsanvisning, som fulgte med til redningsvesten, og/eller følge fremgangsmåden i denne guide. Først og fremmest, er det vigtigt at du husker hvordan redningsvesten pakkes korrekt sammen igen. Vi anbefaler derfor, at du tager billeder undervejs i inspektionen, så du nemmere kan huske hvordan den skal pakkes sammen efterfølgende.

  1. Start med at lægge din oppustelige redningsvest på et bord. Åbn op i siden af redningsvesten – der er enten en lynlås eller en velcrolukning. Fjern CO2-patronen, og undersøg om der er hul i toppen af patronen. Hvis der er hul, så er CO2-patronen tom, og den skal derfor udskiftes. CO2-patronens vægt er indgraveret i selve patronen, så hvis gaspatronen er intakt, lægges den på en køkkenvægt og vejes. Patronens vægt må ikke afvige med mere end 2 gram – gør den det, så skal den også udskiftes.

  2. Når CO2-patronen er tjekket efter, skal du tjekke den automatiske udløserenhed. Der findes forskellige udløsermekanismer, og derfor er der også forskel på hvordan de tjekkes efter. Nogle redningsveste har en indikator der enten lyser grøn eller rød. Hvis den er rød skal den udskiftes, hvorimod den grønne indikator betyder at udløser enheden er OK og fortsat kan bruges. Nogle udløsere har en synlig salt tablet, og den kan du tjekke med neglen. Hvis den er blød, skal den udskiftes. På andre redningsveste vil der sidde en udløsermekanisme med en dato, og hvis datoen er overskredet skal den udskiftes.

  3. Efter den automatiske udløserenhed er tjekket, skal du også tjekke den manuelle udløsermekanisme. Den skal være ført tilbage og du skal også sikre dig at den lille grønne sikkerhedsclips er intakt.

  4. Dernæst skal du tjekke luftblæren i redningsvesten. Blæs vesten op gennem mundstykket. For at undgå at der kommer fugt i luftblæren kan du anvende en luftpumpe. Når du har pustet vesten op, skal du lade den ligge i 24 timer. Hvis redningsvest har tabt luft, er den defekt og du bør derfor anskaffe dig en ny redningsvest. Hvis den derimod har holdt trykket og luften i vesten, kan du lukke luften ud gennem mundstykket igen.

  5. Når du har testet luftblæren skal du udskifte CO2-patronen og eventuelt også udløseren. Herefter kan du pakke redningsvesten sammen og her er det vigtigt at du følger brugsanvisningen eller de billeder du evt. tog inden inspektionen af din redningsvest, for at undgå at beskadige den.

Servicesæt

Et servicesæt er en nødvendighed til din oppustelige redningsvest. Servicesættet består af en ny CO2-patron, samt en udløser, så du kan klargøre din oppustelige redningsvest til endnu en sejltur på vandet. Servicesættet er nemt at udskifte selv, så længe du får købt det rigtige servicesæt, og følger brugsanvisningen eller vores guide til udskiftning af servicesæt.

For at finde ud af hvilken CO2-patron din redningsvest bruger, kan du evt. kigge inde under velcrolukningen eller på den tomme patron, hvor producenten oftest står indgraveret. Der følger som udgangspunkt altid et servicesæt med til din nye redningsvest, men det er altid en god ide at købe et ekstra servicesæt med, når man køber ny redningsvest, så man har mulighed for at teste redningsvesten inden en ny sejlsæson.

Hvad siger loven?

Lovgivningen skelner mellem redningsveste til professionelt brug og fritidsbrug. En redningsvest til professionelt brug skal ifølge reglerne for SOLAS, én gang om året re-certificeres hos en certificeret institution. For redningsveste til fritidsbrug gælder der ikke nogen specifikke krav til lovpligtigt eftersyn, men redningsvesten skal selvfølgelig være 100% funktionsdygtig og CE-mærket eller ISO-mærket. Loven siger ligeledes at du altid skal have passende redningsveste med til alle personer ombord, hvilket betyder at redningsvestene skal passe brugeren korrekt efter vægtgrænserne.

Rigtig god sejltur!

Skriv en kommentar

Har du et godt tip?
Lad os andre få glæde af din viden!

Skriv et svar

Kontakt os
Marineudstyr.dk ApS         +45 79 76 14 18         info @ marineudstyr.dk