• GRATIS FRAGT

    ved ordrer over 850,-

  • HURTIG LEVERING

    1-3 hverdage med gls

  • 30 DAGES RETURRET

    fuld returret - uden spørgsmål

  • NEM BETALING

    Kort, MobilePay, EAN eller faktura

Guide til maling af båd

Et frisk lag maling pynter på enhver båd, men det er ikke kun for at pifte udseendet op, at du jævnligt bør male din båd. Med den rette maling forlænger du også din båds holdbarhed. Malingen giver den det ekstra lag vigtige beskyttelse mod påvirkningerne fra vejr og vind – både over og under vandlinjen.

Det kan være en tidskrævende opgave at male sin båd. Til gengæld er det noget, som de fleste uden større problemer kan give sig i kast med og med de rigtige forberedelser, er du næsten sikker på et godt resultat. 

Hvordan maler jeg min båd?

Som med så meget andet håndværk er chancen for at få et godt resultat størst, hvis du er grundig med forberedelserne, når du skal male din båd. Det gælder uanset, hvilken type overflade det drejer sig om – træ, glasfiber eller stål. Når det gælder maling af båd adskiller fremgangsmåden sig desuden i virkeligheden ikke så meget fra andre maleropgaver. 

Klargøring af båd til maling:

  1. Rengør overfladen. Det gælder om at få fjernet olie, fedt, voks, alger, rurer og andre urenheder, så skroget er klar til at tage imod grunding eller et nyt lag bundmaling. Brug et til formålet egnet renseprodukt. Skyl afslutningvis af med ferskvand. Denne del af rengøringen kan med fordel klares straks efter båden er taget på land i efteråret. Venter du til foråret, vil urenhederne ofte været tørret ind og sværere at fjerne.
  2. Fjern rester af den gamle maling, hvis du vil undgå problemer af afskalling. Maler du blot ovenpå, vil der med tiden ophobes lag af gammel maling, som til sidst begynder at krakelere og skalle af. Typisk vælger de fleste, at rense al maling af skroget helt ned til primeren med 5-15 års mellemrum.
  3. Er primeren (grundmalingen) i god stand slibes den med sandpapir. Primer i dårlig stand fjernes helt. 
  4. Er der skader eller ujævnheder i overfladen spartles disse med Epoxy filler. Giv reparationerne god tid til at tørre helt (tjek den anbefalede tørretid for spartelmassen på det tekniske datablad).
  5. Slib dernæst hele overfladen, som skal males, grundigt med særlig opmærksomhed på at fjerne eventuelle ujævnheder efter reparationer. Ujævnheder giver højere friktion mod vandet og vil desuden være synlige, når malingen er tør. 
  6. Du skal naturligvis afpasse slibningen efter skrogets materiale – det vil sige fint sandpapir på glasfiber og grovere på træ. På jern- og stålbåde vil man ofte sandblæse eller bruge groft sandpapir.
  7. Nøjes du ikke blot med at smøre et nyt lag på den gamle maling, skal den afrensede overflade normalt have ny grunder (Primer). Dette kan også være nødvendigt, hvis du skifter til en ny fabrikant af bundmaling og vil være sikker på god vedhæftning. Her hos MarineUdstyr.dk kan du købe en primer i stærke farver, som gør det nemt at følge dine fremskridt. Primerens formål er at danne en vandtæt barriere på skroget og sikre optimal vedhæftning af det næste lag bådmaling.
  8. Når primeren er tør, kan du påføre det øverste lag maling. Det flotteste resultat får du som regel ved at kombinere brugen af rulle og pensel.

Hvorfor skal jeg bruge bundmaling? 

Der er flere grunde til, at en god bundmaling er vigtig for din båd. Som navnet antyder, beskytter denne type maling den del af båden, som befinder sig under vandlinjen.

Sammen med grunderen forhindrer den indtrængning af vand i skrogets overflade, som kan forårsage glasfiberpest, og ikke mindst gør bundmaling det svært for alger, muslinger og andre smådyr at få fodfæste på skroget.

I sidste ende er bundmalingen dermed både afgørende for, hvor længe din båd holder, og hvor godt den glider gennem vandet. 

Med mindre det drejer sig om en lille jolle eller motorbåd, som du hiver op på land igen efter hver sejltur, bør du give din båd en form for bundmaling. Typisk gør man dette som en del af klargøringen om foråret. Hvor ofte netop din båd skal have ny bundmaling afhænger dog af, hvordan du bruger den og ikke mindst, hvilken type bundmaling du vælger.

Mængden af alger, muslinger, rurer og andre gevækster, som sætter sig på din båd vil til dels afhænge af, hvor meget af tiden din båd ligger stille i havnen. Det kan dog også gøre en stor forskel, hvilken type bundmaling du bruger. Typisk skal du regne med at give den et nyt lag med 1-2 års mellemrum. 

Se populært bundmaling her:

Hvilken bundmaling skal jeg vælge?

Kendetegnende for de fleste bundmalinger er, at de indeholder biocider, der tilsættes for at begrænse tilgroning med rurer, alger og muslinger. Det er godt for bådens manøvredygtighed, brændstofforbrug og holdbarhed. Disse biocider frigives løbende fra bundmalingen, så overfladen af det malede område konstant indeholder de aktive stoffer. 

Den mest almindelige type bundmaling, som sælges til den almindelige tursejler, er såkaldt selvpolerende bundmaling, der er kobberbaseret. Denne type maling “poleres” under sejlads, dvs. det yderste lag slides væk af vandets friktion, så der altid er friske aktivstoffer i overfladen.

Der findes dog også bundmalinger uden biocider, som i stedet typisk er silikone- eller teflonbaseret og derfor meget glatte. Disse typer maling er dog mest anvendt til hurtiggående fartøjer eller steder, hvor det ikke er tilladt at bruge biocider.

Selvpolerende bundmaling

Er delvis opløselig og polerer dermed overfladen af, under sejlads. Det gør at overfladen hele tiden eksponerer friske aktivstoffer – som beskytter mod begroning i løbet af sejlersæsonen.

Med en selvpolerende bundmaling, behøver du ikke slibe bunden hvert år, inden du påfører ny maling, men måske kun hvert 5.-10. år! Det eneste det kræver er en grundig vask med en blød børste og ferskvand, eller med en let højtryksrenser. Dog skal du være opmærksom på, at sejler du meget lidt, så er risikoen for begroning større, da de friske aktivstoffer ikke bliver eksponeret.

En selvpolerende bundmaling anbefales til sejlbåde og motorbåde, der sejler under 20 knob.

Hård bundmaling

Her opløses bindemidlet ikke, efterhånden som aktivstofferne udskilles, det betyder at bunden skal slibes inden ny bundmaling påføres.

En hård bundmaling har én stor fordel – da den har en stor modstandsdygtighed overfor mekanisk slitage, hvilket gør den særlig velegnet til hurtige motorbåde, både der transporteres på anhænger/trækkes op på land og til kapsejleren som ønsker en ekstrem glat bund, for højere fart gennem vandet. 

En hård bundmaling anbefales til hurtige motorbåde og kapsejlere der vil have maksimal fart.

Pas på dig selv og miljøet når du maler båden

De bundmalinger, som vi sælger her på MarineUdstyr.dk er alle beregnet til danske forhold. Det betyder naturligvis, at du også kan være helt sikker på, at de opfylder gældende regler og love. Miljøstyrelsen har således godkendt, at den pågældende bundmaling overholder de fastsatte grænseværdier for biocider, og at den er sikker for mennesker og miljøet, hvis blot du sørger for at følge instrukserne på etiketten.

Når det er sagt, er det vigtigt at være opmærksom på, at biocider er giftstoffer, som ved kontakt kan give allergi eller irritation. Du bør derfor sørge for altid, at beskytte dig selv, når du skal arbejde med bundmaling indeholdende biocider. 

Miljøstyrelsen anbefaler, at du bruger støvmaske og beskyttelsesbriller, når du sliber bundmaling af, samt at du bruger en slibemaskine med sug, så du ikke får kontakt med malingsstøvet senere. Til det efterfølgende malerarbejde bør du iføre dig handsker og engangsdragt.

Du finder et bredt udvalg af malerværktøj her hos MarineUdstyr.dk, som udover malerruller, pensler og malertape blandt andet inkluderer støvdragter og sikkerhedsmasker.

Indholdet af biocider i bundmaling er også grunden til, at det frarådes at vaske eller skrubbe bunden på en båd, så længe båden er i vandet. Ligeledes anbefales det blandt andet, at man i forbindelse med efterårsrengøringen på land sørger for at opsamle malingsflager og afskrabet tilgroning.

Regler for bundmaling

På grund af de virksomme stoffer i bundmalingen er der regler for, hvor de må anvendes. Kravene til den anvendte bundmaling afhænger af fartøjet, og hvor dette skal anvendes. 

Ifølge det der i daglig tale kaldes for bundmalingsbekendtgørelsen må bundmaling indeholdende biocider blandt andet ikke anvendes fritidsbåde, der overvejende sejler i ferske vande eller fritidsbåde under 200 kg, der overvejende sejler i salte vande.

Læs eventuelt mere hos Miljøstyrelsen her.

Gå til shoppen og se alt bundmaling