• GRATIS FRAGT

    ved ordrer over 850,-

  • HURTIG LEVERING

    1-3 hverdage med gls

  • 30 DAGES RETURRET

    fuld returret - uden spørgsmål

  • NEM BETALING

    Kort, MobilePay, EAN eller faktura

Guide til køb af batterilader til båden

Få det maksimale ud af dine marinebatterier med den rigtige lader. Selvom en batterilader i sagens natur er et uundværligt stykke udstyr på næsten enhver båd, der har brug for strøm, er der mange som først anskaffer laderen som lidt af en eftertanke uden de store overvejelser, når batteriet allerede er købt og monteret. Men vil du optimere dit batteris levetid er det vigtigt fra starten at vælge den rigtige batterilader. Med en pålidelig batterilader, der sikrer korrekt opladning hver gang, kan dit batteri holde i årevis og til hundredvis af op- og afladninger. Omvendt kan selv det bedste marinebatteri, som tåler dybe afladninger, ødelægges, hvis du bruger en helt forkert type batterilader. 

Én lader til flere batterier

Typen af batteri og dets størrelse har naturligvis betydning for, hvordan det skal oplades. Våd-, AGM-, GEL-batterier har forskellige egenskaber og behov for opladning. I princippet hører der til hver batteritype ombord på båden derfor én batterilader. Men helt så besværligt er det i praksis heldigvis ikke. De marineladere, som du finder her på MarineUdstyr.dk, er nemlig så avanceret, at de i de fleste tilfælde både kan analysere, oplade og vedligeholde flere forskellige batterier på én og samme tid. Du tilslutter blot hvert batteri til sin egen udgang. Så oplades det uafhængigt af de andre tilsluttede batterier. På de fleste ladere kan du derfor for eksempel godt oplade et startbatteri og et forbrugsbatteri samtidig trods deres forskellige kapacitet.

Mangler du en lader, bør du derimod ikke blot slutte en gammeldags bil-batterilader til dit marinebatteri. Det skyldes blandt andet, at sådanne simple opladere ofte ikke er i stand til at stoppe opladningen helt. Derved risikerer du at overoplade batteriet, noget som især AGM og GEL batterier er følsomme overfor.

Omvendt dur det naturligvis heller ikke at vælge en batterilader, som ikke er i stand til at oplade batteriet til dets fulde kapacitet. Bruges sådan en utilstrækkelig batterilader vil det på længere sigt også slide unødigt på batteriet. I beskrivelserne af de enkelte batteriladere i udvalget her på MarineUdstyr.dk kan du se, hvor store batterier de kan oplade. 

Batteriladeren sørger for at opladningen altid sker med den korrekte ladespænding, som afhænger af blandt andet batterisyrens temperatur. Ved at inddele opladningen i flere trin, hvilket sker helt automatisk, sikrer batteriladeren, at du udnytter den fulde batterikapacitet og at batteriets levetid maksimeres. Dette flere-trins ladeforløb indledes med en kraftig hovedopladning, der normalt udgør 75-80 procent af opladningen, efterfulgt af flere kortere ladetrin, hvor strøm og spænding gradvist aftager indtil der blot opretholdes en vedligeholdelsesladning. På de fleste batteriladere vises den aktuelle ladestatus på et kontrolpanel eller med lys-dioder.

Bærbar batterilader eller fast montering?

Udvalget af batteriladere her på MarineUdstyr.dk inkluderer både bærbare batteriladere og ladere med beslag til fastmontering. Det siger sig selv, at det er en fordel at bestille en bærbar batterilader, hvis du ofte har brug for også at kunne lade dine batterier derhjemme eller ønsker at bruge laderen til andre batterier end dem på din sejlbåd. Typisk er de bærbare ladere også lidt billigere end de fastmonterede, som til gengæld ofte fås i mere avancerede udgaver. 

En praktisk fordel ved en fastmonteret lader er, at den efter monteringen fremover blot skal sluttes til en stikkontakt, når du ligger i havn. Især hvis dine batterier befinder sig et svært tilgængeligt sted i båden, er det en lettelse ikke at skulle bøvle med at montere en bærbar lader til batterierne for tit. 

Se alle batteriladere her >>

Undgå sulfatering og frostskader med en intelligent batterilader

En typisk situation hvor du vil få brug for en lader derhjemme, er om vinteren. Når sæsonen er ovre, bør du således stille dine batterier til opbevaring under tørre og kølige, men frostfrie forhold. Før vinteropbevaringen af dine batterier er det desuden vigtigt, at du sørger for at lade dem helt op. Et opladet batteri tåler således langt bedre eventuelle frostgrader, og der er mindre risiko for sulfatering. 

Sulfatering er en omkrystallingsering af batteriets blysulfat, som bliver problematisk, hvis batteriet står helt eller delvist afladet i en længere periode. Får de ikke-ledende blysulfatkrystaller tid til at vokse sig store, forringer de pladernes elektriske ledeevne og gør det vanskeligere at oplade batteriet helt igen. Det er derfor vigtigt at lade batteriet helt op, inden det stilles til opbevaring og allerhelst bør det i løbet af vinteren med jævne mellemrum oplades. Ellers risikerer du om foråret at stå med et batteri med reduceret kapacitet, som i værste fald må kasseres før tid. 

Hvis du gerne vil slippe for gennem vinteren selv at skulle holde øje med tempoet på dine batteriers afladning, kan du med fordel bruge en “intelligent” batterilader. Det er en fuldautomatisk batterilader, der er konstant tilsluttet, men som sørger for kun at oplade batteriet i det omfang, der er behov for det. Derved sikres fuld ladning uden risiko for overopladning, som kan afkorte batteriets levetid. Det kræver dog naturligvis laderen er indstillet korrekt til den tilsluttede batteritype.

Det er ikke kun klassiske blysyrebatterier, der med fordel kan tilsluttes en intelligent batterilader under længere opbevaring. Selvom de vedligeholdelsesfrie GEL og AGM batterier takket være deres design til sammenligning kan stå ubrugt i længere perioder uden at aflade, vil de dog også i løbet af en hel vinter miste lidt af deres strøm. 

MarineUdstyr.dk forhandler kun batteriladere fra anerkendte producenter. Så er du sikker på god sikkerhed og stabil strøm til dine eventyr på vandet.